Familierne Kjær og Martinussen og Poul Nyrup Rasmussen
I 2003 udgav forhenværende Statsminister Poul Nyrup Rasmussen sin erindringsbog, Rødder, om de første ca. 20 år af sit liv, men også om sine forældre og de slægter de var rundet af.
Ifølge Poul Nyrup tilhørte hans mor Vera Eline, født Kjær, en slægt af hestehandlere fra egnen omkring Skanderborg og Horsens. Han fører i bogen slægten tilbage til sin tip-oldefar, gårdmand Morten Nielsen Kjær i Føvling sogn (1781-1843), og hustruen Juliane Hansdatter.
Faktisk kan slægten føres nogle generationer længere tilbage. Mortens far, Niels Sørensen Kjær, var født 1735 og var gårdmand i Håbegård i Føvling, en gård som Morten senere overtog. Niels havde Kjær-navnet fra sin mor, Anna Jørgensdatter Kjær, og har ført navnet op til nutiden via de 4 sønner, Søren, Niels, Peder og Morten Nielsen Kjær.
Gennem sin mors Kjær-slægt har Poul Nyrup Rasmussen forbindelse til den kontroversielle professor i forfatningsret Henning Koch (f. 1949), hvis mor også var af samme Kjær-slægt. Henning Koch stammer fra høker i København, Jens Nielsen Kjær (f. 1768), der var bror til Morten Nielsen Kjær.
Martinussen- og Kjær-forbindelserne
Pouls oldefar Them Mortensen Kjær var både hestehandler og gårdmand, og blev 1. gang i 1849 gift med Ane Pedersdatter fra Brædstrup i Ring sogn (f. 1831). Hendes mor, Bodil Marie Martinussen (f. 1797), stammede fra Linnerup sogn, hvor hendes far, Martinus Nielsen (f. 1767), var gårdmand. Martinus stammede selv fra Vester sogn, hvor hans far, Niels Martinussen (1736-1812), og farfar Martinus Nielsen af Risagergård (ca. 1707-1768) var gårdmænd.
Det var i øvrigt ikke sidste gang at Kjær-slægten og Martinus-slægten blev forenet i ægteskab.
I 1870 blev Marie Nielsen Kjær (1849-1924) gift med husmand og landsby-musiker Henrik Dahl Martinussen (1843-1919). Marie var datter af gårdmand Niels Chr. Nielsen Kjær (1809-1883) i Sporgaard i Åle sogn, hvis far Niels Nielsen Kjær (1770-1811) var bror til ovennævnte Morten Nielsen Kjær. Henrik Dahl Martinussens farfars forældre var gårdmand Laurids Olufsen i Hjortsvang, Linnerup sogn (1733-1773), og hustru Ane Martinusdatter (1734-1812), der var søster til Niels Martinussen (1736-1812), og datter af Martinus Nielsen i Risager.
En par andre kendte danskere, der stammer fra Martinus Nielsen i Risager (1707-1768) er fodboldspilleren John Sivebæk (f. 1961), der var med til at vinde EM i fodbold i 1992, forfatteren Herluf Flensborg (1919-1987), samt LEGO-erhvervsmanden Kjeld Kirk Kristiansen.
Det kan i øvrigt tilføjes, at forbindelsen fra Martinus Nielsen d.æ i Risager til John Sivebæk går via Martinus Nielsens datterdatter, Zidsel Pedersdatter (1788-1882), der blev gift med gårdejer i Tjørring, Jens Lauritzen Sivebæk (1789-1851). Zidsel var således kusine til tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussens ane Martinus Nielsen d.y. (f.1767).
Jens Lauritzen Sivebæk havde en søster, Karen Laustdatter (1784-1858), og hun var 3 x tip-oldemor til en anden tidl. statsminister, nemlig Helle Thorning-Scmidt.
John SIvebæk er således beslægtet med begge de to tidligere socialdemokratiske statsministre.