Netop i disse dage markeres 60-året for opstanden i Ungarn eller “Ungarns-krisen” i 1956. Opstanden, som startede blandt unge studenter, blev brutalt nedkæmpet af sovjetiske kampvogne og af sikkerhedstjenesten og resulterede i et stort antal flygtninge, bl.a til Danmark. I den anledning er det på sin plads at trække en person frem, som efterfølgende har fået en stor symbolsk betydning i netop Ungarn, nemlig danskeren Povl Bang-Jensen (1909-1959). Han var en overordentlig idealistisk jurist, ansat i FN, der jo om noget burde være en overnational organisation, der var med til at garantere frihedsidealer rundt om på kloden. Desværre måtte Povl Bang-Jensen i sidste ende bøde for sin idealisme, da han nægtede at udlevere navnene på ca. 80 ungarske flygtninge han havde afhørt til sin arbejdsgiver, FN, der da var ledet af svenskeren Dag Hammarskjöld. Povl Bang-Jensen, der – sikkert med god grund – havde mistanke om at FN var infiltreret af Sovjet, var bange for at navnene ville falde i de forkerte hænder. Dag Hammarskjöld og FN blev så sure og fornærmede over Bang-Jensens modstand at de forsøgte at gøre livet så svært for ham som muligt ved at beskylde ham for at være sindsforvirret og hysterisk. Til sidst blev han afskediget fra FN.
Det hele fik en tragisk ende da Povl Bang-Jensen i november 1959 blev fundet skudt i en park i New York, hvor han boede med sin amerikanske hustru og deres børn. Det har lige siden være diskuteret om det var mord eller selvmord, men når man tager i betragtning at FN’s generalsekretær var en gal og tøsefornærmet svensker, der tilsyneladende ikke skyede nogen midler eller lod noget som helst stå i vejen for sine mål – heller ikke noget så ynkeligt som frihedsidealisme – så vil det ikke komme bag på nogen, hvis en dag virkelig viste sig at Povl Bang-Jensen blev myrdet. Om det så har været toppen af FN, der har beordret ham død fordi han var en for stor belastning – ansat eller ej – eller det er Sovjet, der stod bag er ligegyldigt. Det kan vise sig at være to sider af samme sag, for det er jo ikke første gang at svenskere har fraterniseret med russerne.
Povl Bang-Jensen, der den dag i dag har en stor stjerne blandt ungarerne for sin standhaftighed, blev født på Frederiksberg d. 6/4 1909. Forældrene var forsikringsdirektør Jens Carl Jensen (f. 1870) og hustru Frida Emde (f. 1881). Det var på faderens side var han af slægten Bang. Dvs. hans far og farfar hed blot Jensen, men oldefaderen hed Jens Nielsen Bang (1789-1873) og var gårdmand på Blangstrupgård i Turup sogn på Vestfyn. Slægten på fædrene side stammede fra sogne som Gamtofte, Barløse, Kerte, Flemløse og Hårby. På mødrene side var de fra bl.a. Vedbæk, Køge og Odense. Se et udkast til hans anetavle her.
Du kan bl.a. læse om Povl Bang-Jensen i Bo Lidegaards bog “Den højeste pris – Povl Bang-Jensen og FN 1955-59”.
I øvrigt er der en nulevende dansk politiker med fokus på det udenrigspolitiske, der også har rødder i nogle af de samme sogne og som også har et efternavn med bindestreg og Jensen, nemlig tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (f. 1941). Hans anetavle findes i tidsskriftet “Slægten” i samlehæftet “Gemmesider II B”. Der er endnu ikke fundet fælles aner mellem Povl Bang-Jensen og Uffe Ellemann-Jensen – selv om Bang-Jensen har en Lars Findsen (ca. 1763-1816) fra Gamtofte og Ellemann-Jensen har en Find Larsen (1776-1849) i Vissenbjerg (født i Holevad).