Anetavle for krimiforfatter Georg Ursin

Udkast til anetavle for krimiforfatteren Georg Ursin

Georg Ursins anetavle har tidligere været publiceret i “Roskildeegnens Slægtsforskerforening”s årsskrift 2014. Men da foreningen nu er nedlagt, og da der er fremkommet nye oplysninger vedrørende forfædrene til Ursins ane nr. 25, Ane Marie Fryd, synes SLÆGTSMAGASINET at anetavlen fortjener at bliver publiceret igen.

Det vakte en del opsigt da Georg Ursin i 2005 , i en alder af 71 år, debuterede som krimiforfatter. Hans bøger er bl.a. blevet beskrevet som “enigmatiske, fascinerende og underfundige kafkaske små krimier” (Politiken d. 25/1 2013).
Ved sin død i 2013 havde Georg Ursin fået udgivet 6 bøger og en novelle, og selv om det blev et begrænset forfatterskab og selv om han ikke nåede helt ud til det brede publikum, satte han alligevel et markant fingeraftryk på krimigenren, hvor han visse steder opnåede en slags kult-status.

Gennem ane nr. 24 og 25 har Georg Ursin anefællesskab med scenograf Nikolaj Heiselberg Trap.

Georg Ursin har gennem ane nr. 104 og 105 anefællesskab med en lang række kendte personer, hvoraf nogle enkelte (Holger Buchhave, Torben Osted, Ole Michelsen) allerede har fået deres anetavle gengivet her på SLÆGTSMAGASINETS hjemmeside.

Minister K. K. Steincke, skuespiller Julie Steincke, forfatter Hans Hartvig Seedorff, TV-vært og forfatter Ole Michelsen, kunstmaler Børge Bokkenheuser (1910-1982), drengebogsforfatter Holger Buchhave, forfatter og journalist Christian Kirchhoff-Larsen, Professor Kela Kvam, skuespillerinde Hulda Didrichsen (1879-1961), historikeren H. V. Clausen (1861-1937), sognepræst og topografisk forfatter Jens Henrik Larsen (1773-1852), politiker Pernille Skipper, samt advokat Terkel Lund-Nielsen og isenkræmmer og konsul Mogens Aasted.

Fra hans Ursin-slægt er der også en række kendte efterkommere, se f.eks. her.

Fra Georg Ursins ane nr. 108 og 109 stammer den tidligere koncerndirektør i Adidas, Kasper Rørsted. Kasper Rørsted (f. 1969) er barnebarn af O. K. Rørsted, hvis anetavle er her.

Proband
Georg Thorbjørn Ursin. Født d. 15/2 1934 i København (Sions sogn) og (døbt d. 29/3 i Trinitatis kirke). Konfirmeret d. 4/4 1948. Han døde d. 20/1 2013. Forfatter af kriminalromaner. Uddannet jurist og startede sin karriere i som sekretæraspirant i en offentlig styrelse i 1960. Efter et skift til endnu en styrelse, overgik han til et ministerium, hvor han var ansat til han gik af i 1994. Georg Ursin debuterede som forfatter i 2005 i en alder af 71 år med kriminalromanen Chenlein & Schmidt. Siden er der fulgt en stribe bøger, de fleste med den lille pensionist-detektiv, Victor Chenlein, der opklarer mysterium på mysterium, og med sin egen unikke stemme ”fortæller” om sine oplevelser.

Forældre
2-3. Simon Anker Ingver Ursin, født d. 26/9 1893 i Odense. Gift d. 17/11 1922 i Kapernaumskirken i København med sin ”pap-kusine”, Dagmar Margrethe Toft Petersen, født d. 12/10 1897 i Fuglebjerg (døbt d. 5/12). Simon Anker Ursin var redaktionssekretær ved ”Vort Land”, derefter i nogen tid redaktør af Haslev avis. I efteråret 1923 var han redaktør af den konservative presses lokalkorrespondance. Ved sønnen Eriks konfirmation i 1938 nævnes familien på Nørre Farimagsgade 54,3. I 1921 bor Simon med stedmoderen Laura f. Petersen og dennes niece Laura Bang på Nørre Farimagsgade 52,2.

Bedsteforældre
4-5. Ingvar Olaf Valentin Ursin, født d. 21/1 1845 i Slagelse (døbt d. 18/5). Død d. 1/4 1916 (begr. d. 7/4 på Fasankirkegården på Frederiksberg). Han var handelsrejsende/købmand, senere forretningsfører. Han var gift 1. gang d. 24/11 1870 i Kalundborg kirke med Dorothea Kirstine Petersen Hillerslev, født d. 24/11 1846 i København, Garnisons sogn (døbt d. 5/3 1847 som datter af kommandersergent Søren Christian Petersen Hillerslev og hustru Anne Cathrine Bang – begge fra Thisted). Død d. 9/6 1895 (begr. d. 13/6 i Kalundborg). Han blev 2. d. 22/12 1892 i Helsingborg (Skt. Marie kirke) gift med Sørine Christensen, født d. 16/7 1871 i Hjørring (døbt d. 22/9). Død d. 12/7 1899 (begr. d. 17/7 på Fasankirkegården på Frederiksberg). Adressen i 1900 var Lykkesholms Allé 3. Han blev 3. gift d. 27/10 1900 i København (Vor Frue kirke) med Laura Juliane Petersen, født d. 28/12 1854 i Fuglebjerg (døbt d. 26/4 1855 som datter af ane nr. 12 og 13, sadelmager Jens Petersen og hustru Else Marie Larsen). Død d. 20/4 1939 i København. Laura bor som enke en tid lige inden sin død hos nevøen Richardt Henriksen i Kbh., søn af Lauras søster Regine Henriksen, født Petersen.

6-7. Frederik Christian Petersen, født d. 9/3 1847 i Slagelse (døbt 1/8 1847 i Skt. Mikkel, Slagelse). Død d. 5/12 1914 i Fuglebjerg (begravet d. 11/12, 67 år). Gift 1. gang med Kristine Petra Toft, født d. 21/10 1847 i Strandet Mølle, Ørum sogn, død d. 21/7 1888 i Fuglebjerg (datter af gæstgiver i løgstør Peder Toft Christensen Krog og hustru Anne Sophie Christensdatter Sund). Frederik Christian Petersen blev 2. gang d. 25/10 1889 i Krummerup gift med Anne Cathrine Olsen, født d. 8/12 1862 i Krummerup (døbt d. 25/2 1863). Anne Cathrine døde d. 18/1 1926 på Bispebjerg Hospital (begr. d. 24/1 i Fuglebjerg). Hun boede 1925 hos datteren Dagmar Ursin. F. C. Petersen var sadelmager, men betegnes oftest som læderhandler.

Oldeforældre
8-9. Jacob Ursin, født d. 5/12 1805 i Helsingør (døbt d. 7/2 1806). Død d. 13/2 1890. Han blev d. 18/5 1838 i Slagelse (Skt. Mikkels sogn) gift med Inger Julie Sørensen, født d. 20/7 1811 i København (døbt d. 18/8 i Holmens sogn). Død d. 2/4 1880 i Slagelse. Jacob Ursin var børstenbindermester, først i København, derefter i Slagelse. Inger Sørensen nævnes som gjordemoder.

10-11. Simon Peter Christensen, født d. 17/8 1828 i Tversted sogn, Hjørring amt (døbt d. 24/8). Han var gift med Hanne Sørensdatter, født ca. 1830 i Horne sogn, Hjørring amt. Simon Peter Christensen var snedker i Hjørring og familien boede 1880 i Rådhusstræde, matr. 211 i forhuset.

12-13. Jens Peter Petersen, født d. 18/3 1811 i Slagelse, Skt. Mikkels sogn. Han døde d. 5/2 1890 i Fuglebjerg (begr. d. 12/2). Han blev gift d. 2/6 1837 i Slagelse (Skt. Mikkels sogn) med Else Marie Emilie Larsen, født d. 9/5 1817 i Asnæs, Holbæk amt. Hun døde d. 13/8 1886 i Fuglebjerg (begr. d. 19/8, 69 år).
Jens Peter Petersen var først sadelmager i Slagelse, men fra ca. 1853/54 sadelmager i Fuglebjerg.

14-15. Ole Larsen, født d. 7/11 1821 i Ravnebjerg, Haldagerlille sogn (hj.døbt d. 8/11 – i kirke d. 23/12). Han døde d. 26/6 1895 i Fuglebjerg (bgr. d. 2/7 i Krummerup, 73 år). Han var boelsmand, senere gårdmand/gårdejer i Krummerup. Ved sin død var han particulier i Fuglebjerg. Han blev 2. gang d. 25/6 1856 i Krummerup gift med Karen Nielsen, født (d. 8/7) 1825 i Skørpinge (døbt d. 9/12). Hun døde d. 30/12 1886 i Krummerup (begravet d. 5/1 1887, 61 år). Ved folketælling 1850 var Ole Larsen ugift og “fraværende i krigstjeneste”.

Tip-oldeforældre
16-17. Johannes Lauritzen Ursin, født d. 4/2 1762 i Bryrup sogn. Død d. 17/6 1816 i ”Søetatens Lazaret”, Christianssand, Vest-Agder i Norge. Han blev d. 10/5 1797 i København (Skt. Petri) gift med Cathrine Friderica Volckmann, født ca. 1769 i København. Død d. 4/4 1818 i Slagelse Købstad (begr. d. 10/4). Overkirurg i marinen. Iflg. Kiærs ”Norges Læger” var Johannes Ursin fra april 1794 til 1797 først underskibskirurg og derefter skibskirurg i den danske marine. Fra 1797 tjente han som overskibskirurg i den danske sø-etat indtil begyndelsen af 1808. Fra 1808 til 1814 fungerede han som overkirurg ved de norske flotillesamlinger og i 1815-1816 ved det sømilitære sygehus i Christianssand. I slutningen af 1815 blev han konstitueret landfysiks i Mandal. Et ulykkeligt fald med hesten på rejsen dertil foranledigede hans kort derefter følgende død.

18-19. Anders Sørensen, født omkring 1770. Død 1828 (58 år). Han blev gift med Kirstine Holgersen, født omkring 1766 i Sverige. Død 1830 (64 år) Han var først restauratør i København, siden forpagter af Klovbygården (senere Værslevgården) ved Kalundborg.

20-21. Christen Sørensen, født ca. 1780 i Taars sogn. Han blev d. 22/10 1813 (formentlig i Tversted sogn) gift med Dorthe Simonsdatter, født 1782 i Tversted sogn (døbt d. 3/9). Død d. 2/8 1867. Indsidder og daglejer i Tversted Terp by, Tversted sogn, Hjørring amt. De tjente i 1801 begge for gårdmand Søren Eriksen i Øster Boerne i Tversted sogn. De var 1845 almisselemmer hos husmand Christen Nielsen i Øster Tversted.

22-23. Søren Jensen, født ca. 1799 i Nørre Tornby, Tornby sogn, Vennebjerg hrd.. Gårdmand i Højrup by, Horne sogn. Han var gift med Ane Marie Christensdatter, født ca. 1806. Død før 1840. Søren Jensen blev 2. gang gift med Johanne Nielsdatter, født ca. 1805 i Tornby sogn.

24-25. Frederik Petersen er nok den Friderich, der blev døbt d. 17/8 1780 i Skt. Peder sogn, Slagelse. Han døde d. 5/6 1850 i Slagelse (begr. d. 8/6, 70 år). Han kaldes i FT-1801 for Friderich Sørensen og var da læredreng hos sadelmager Carl Adam Rutkjær. Frederik Petersen var sadelmagermester i Slagelse, Skt. Mikkel sogn. Han blev første gang d. 3/10 1803 i Slagelse gift med Ellen Pedersdatter, født 1781 og død d. 6/12 1809 i barselsseng. Frederik Petersen blev 2. gang d. 5/3 1810 i Slagelse gift med pigen Ane Marie Fryd, der tjente hos apoteker Frederik Zeise. Hun blev født d. 18/8 1784 i Haderslev (døbt d. 20/8). Hun døde d. 10/7 1829 af “Brystsvaghed” og blev begravet d. 15/7, 44 år. Ægteparret var 1811 bosat Slottets Gade. Ane Maries broder, Jørgen Fryd, klejnsmed ved Antvorskov, nævnes som forlover. Ved FT-1801 bor Ane Marie og broderen, Jørgen Jørgensen Fryd, smededreng, som plejebørn hos klejnsmed Christen Nielsen i Antvorskov. De må da være forældreløse. Jørgen Fryd blev ca. 1809 i Assens gift med Anne Bertelsdatter. I dette ægteskab var der mindst 6 børn.

26-27. Jørgen Christian Larsen, født 1796 (døbt d. 6/11) i Asnæs sogn, Ods hrd. Han døde d. 15/1 1821 i Vejlekroen i Høve, Asnæs sogn (begravet d. 1/2). Han blev d. 22/7 1813 i Tølløse gift med Regine Jensdatter, født d. 17/12 1796 i Marup, Tølløse sogn. Hun døde d. 12/11 1831 i Asnæs sogn. Jørgen Christian Larsen var kroejer i Vejlekroen i Asnæs sogn. Regine Jensdatter blev 2.gang d. 8/2 1822 gift med ungkarl Bertel Jacobsen, født i Tikøb som søn af husmand Jacob Bertelsen og hustru Sidsel Jensdatter. Bertel Jacobsen overtog kroen ved giftermålet. Han døde d. 8/2 1834 i Asnæs sogn.

28-29. Lars Olsen, født ca. 1790 i Haldagerlille sogn. Død efter 1860 (ikke i Krummerup). Husmand først i Ravnebjerg, Haldagerlille sogn, senere fæstegårdmand/boelsmand i Krummerup. Han var gift med Anna Hansdatter, født ca. 1793 i Krummerup sogn. Hun døde d. 20/4 1853 i Haldagermagle, Krummerup sogn.

30-31. Niels Nielsen, født ca. 1795 i Boeslunde sogn. Han var gårdmand i Skørpinge. Han blev 1. gang d. 9/9 1825 i Skørpinge gift med Malene Madsdatter, født ca. 1799. Død før 1840 i Skørpinge. Niels Nielsen blev gift 2. gang med Karen Hansdatter, født ca. 1808 i Skørpinge sogn.

Tip-2 oldeforældre
32-33. Laurids/Lars Nielsen Ursin, født d. 8/9 1706 i Nørholm ved Aalborg (døbt d. 13/9) (søn af sognepræst Niels Lauritzen Bjørn Ursin og hustru Anne Pedersdatter Wiingaard). Han døde i marts 1788 i Sønderholm (begr. d. 28/3). Han blev d. 22/6 1747 i Bryrup sogn ved Skanderborg gift med Mette Seidelin Møller, født 1723 i Bryrup (døbt d. 19/8). Død ca. 30. december 1773 i København (begr. d. 5/1 1774). Laurids Ursin blev 1742 interessent i Møllerdals Værker, og 1761 Kgl. bogholderfuldmægtig.

34-35. Kendes ikke endnu.

36-37. Kendes ikke endnu.

38-39. Kendes ikke endnu.

40-41. Søren Mathiesen, født ca. 1727. Indsidder i Hesselbach, Taars sogn. Han var (2. gang ?) gift med Karen Christensdatter, født ca. 1756.

42-43. Simon Larsen, født 1750 i Tversted sogn (døbt d. 1/11 som søn af Lars Andersen og hustru Dorthe). Død d. 20/9 1808 i Tversted. Han blev d. 7/2 1779 i Tversted gift med Else Frandsdatter, født ca. 1754. Død d. 3/2 1837 i Tversted (begr. d. 10/2).

44-45. Jens Nielsen, født ca. 1754 (søn af gårdmand i Nørre Tornby Niels NN og hustru Birgitte Andersdatter). Gårdmand i Nørre Tornby, Tornby sogn. Han var gift med Johanne Povelsdatter, født ca. 1760 (datter af bonde og daglejer i Nørre Tornby, Tornby sogn, Poul Sørensen og hustru Maren Nielsdatter).

46-47. Kendes ikke endnu.

48-49. Søren Pedersen, født ca. 1743. Rytter i Slagelse. Han var gift (muligvis 2. gang) med Kirsten Nielsdatter, født ca. 1750. 4 børn i husstanden i 1787, Peder, 14 år, betegnes som værende af hendes 1. ægteskab, og de følgende, Niels, 9 år, Friderich, 7 år, og Kirsten, 4 år – af sidste ægteskab. Men ifølge folketællingsoplysningerne er det Søren, der skulle være i 2. ægteskab og Kirsten, der er i 1. ægteskab.

50-51. Rasmus Jørgensen Fryd, født 1754 i Odense. Han døde d. 5/12 1784 i Haderslev (begravet d. 9/12). Han blev 1770 optaget som smed i Odense, og i 1774 blev han udlært. Han virkede som klejnsmed i Haderslev. Han blev d. 30/11 1781 i Haderslev gift med Brigitta Maria Lauritzen, født ca. 1762? Hun døde !4-15. november 1800 i Antvorskov, Skt. Peders landsogn (begravet d. 19/11, 38 år). Hun blev 2. gang d. 23/6 1786 i Haderslev gift med klejnsmed Christian Nielsen (født i Odense som søn af Niels Christiansen og hustru Dorthea Larsdatter). Christian Nielsen var 1801 enkemand og smed ved Antvorskov ved Slagelse og havde hendes børn af 1. ægteskab boende.

52-53. Hans Christian Larsen, født 1765 i Nykøbing Sjælland (døbt d. 7/7). Han døde 1807 i Vejlekroen i Høve, Asnæs sogn (begr. d. 28/1). Han blev d. 13/8 1794 i Asnæs sogn gift med Else Marie Lund, født 1775 i Asnæs (døbt d. 3/4). Hun døde d. 13/7 1812 i Høve, Asnæs sogn. Hans Christian Larsen var kroejer i Vejlekroen, Asnæs sogn.

54-55. Jens Jonasen, født 1766 i Marup, Tølløse sogn (døbt d. 1/6). Han døde d. 14/5 1843 i Marup som aftægtsmand. Han blev d. 28/12 1791 i Soderup sogn gift med Maren Jensdatter, født ca. 1772 i Fristrup Mølle, Soderup sogn. Hun døde d. 11/2 1833 i Marup, Tølløse sogn. Jens Jonasen var gårdmand i Marup. Han overtog gården ca. 1790 efter sin far.

56-57. Ole Larsen, født omkring 1753. Han var 1801 gårdmand i Ravnebjerg, Haldagerlille sogn. Han blev gift med Ellen Nielsdatter, født ca. 1763.

58-59. Hans Jørgensen, født omkring 1754, Han var gårdmand i Haldager(magle) i Krummerup sogn. Han blev gift med Frederikke Larsdatter, født ca. 1767.

60-61. Niels Mortensen. Gårdmand i Boeslunde.

62-63. Mads Jensen, født ca. 1765. Han var gårdmand i Skørping by og sogn. Død før 1801. Han var 2. gang gift med Karen Rasmusdatter, født ca. 1760. Hun blev 2. gang gift med Lars Christensen.

Tip-3-Oldeforældre
64-65. Niels Lauritzen Ursin, født 1669 i Jerslev. Død d. 1/3 1746. Sognepræst. Han var gift med Anne Pedersdatter Wiingaard.

66-67. Palle Møller de Lasson, født 1677. Død d. 8/4 1757 (begr. d. 19/4). Fra DBL: “Industridrivende, skal have hørt til Familien Lasson (den bekjendte Jurist Peder Lassens Slægt), men brugte aldrig dette Navn. Oprindelig var han Landmand; han er saaledes Forpagter først af Hagsholm lidt nord for Frijsenborg og derpaa af Hvolgaard lidt nord for Grejs, men hans Interesser gik væsentlig i industriel Retning. 1702 kjøber han nogle Huse i Hylke Sogn ved Skanderborg, muligvis med et industrielt Maal for Øje, sikkert er det, at han opretter et Jærnmanufaktur for Hø-leer, Skæreknive, Nagler og Søm i Nørremølle, Bryrup Sogn, vest for Mossø. Det er vistnok i Virksomhed 1707, og det forøges med et lignende Værk med Privilegium af 1716 i den nærliggende Bryrup Mølle; efter Privilegium af 1730 udvidedes dette sidste Værk til ogsaa at være et Kobberværk. M. skal ved disse for Datiden betydelige Virksomheder have givet Brødet til 70-100 Personer (Kvinder og Børn medregnede), og han maa selv være bleven en velhavende Mand; i Krigsstyr skal han for sig og sine «ved sidste Krig med Sverige» have betalt over 7000 Rdl. Mærkeligt er det ogsaa at høre, at han endog 2 Gange skal have afslaaet en ham tilbudt «Karakter». Han var gift med Ide Nicolsdatter Seidelin, født 1688. Død i juni 1739 (Datter af Præsten i Skanderborg Mag. Nichel Seidelin og Cathrine Hansdatter f. Luxdorph).”

100-101. Jørgen Rasmussen Fryd, født 1710. Han døde ca. ultimo november 1785 i Odense. Han var skomager i Odense. Han blev gift med Maren Olsdatter, født ca. 1721. Død 1787 i Odense.

102-103. Peter Lauritzen, født omkring 1730, formentlig i Vissenbjerg på Fyn. Kleinsmed i Haderslev. Han blev 1. gang d. 17/4 1757 i Haderslev (ifølge registeret) gift med Maria Michelsen, født ca. 1733, formentligt i Nørre Stenderup. Hun døde d. 23/12 1769 i Haderslev (begravet d. 27/12, 36 år). Peter Lauritzen blev 2. gang d. 26/5 1772 i Haderslev med Margretha Sophia Wolff, der var yngste datter af ritmester Peter August Wolff og hustru Christiane Elisabeth Esmann, der også boede i Gadsbølle i Vissenbjerg sogn. Hun var altså en kvinde han kendte hjemme fra Fyn, hvilket viser er der var kontakt på det tidspunkt.

104-105. Christian Larsen, født i 1734 (døbt d. 8/10 som søn af borger Lauritz Thommesen og hustru Anna Olsdatter). Han døde d. 4/6 1815 i Nykøbing Sjælland (begr. d. 9/6, 81 år). Han blev gift 1759 i København med Ingeborg Mogensdatter, født 1734 i Nykøbing Sjælland, (datter af (klokker?) Mogens Pedersen og hustru Birgitte Marie Gunnersdatter). Hun døde i 1811 (begr. d. 11/3, 74 år). Christian Larsen var eligeret borger, byrådsmedlem, tømrer og avlsmand i Nykøbing Sjælland. Ved datteren Birthe Maries forlovelse kaldes Christian Larsen for ”elskværdige fader”.

106-107. Jørgen Sørensen Lund. Født 1721 og han døde d. 27/4 1804 i Asnæs sogn. Han blev 2. gang ca. 1773 i Asnæs gift med Maren Jensdatter Haunlev/Haunløv, der blev født 1743 i Ebeltoft (døbt d. 14/7 som datter af Jens Pedersen Haunlev). Hun døde d. 2/6 1813 i Asnæs sogn. Jørgen Lund var sognedegn i Asnæs (kaldet 1757 af konferensråd Chr. Adeler). Han var gift 1. gang med Bodil Christine Borre, død d. 9/2 1771. I Oeders efteretn. 1771 betegnes han som enkemand med et uforsørget barn, sønnen Christian Vilhelm Lund, født 1761 i Asnæs. Denne bliver senere smed i nabosognet Fårevejle.
I FT-1787 hedder Maren “Maren Jensdatter” og i FT-1801 kaldes Maren for “Maren Haventløv”. I “Sjællandske degne” kaldes hun imidlertid for Maren Hovland. I 1801 har Jørgen Lund og Maren en Anne Marie Møller, 18 år boende. Hun betegnes som Marens søsterdatter.
Jørgen Lund havde en søster, der 1775 står fadder ved datterens dåb og hun benævnes som husholderske på Nørager. Nørager må være Nørgagergård i Sæby sogn, Løve hrd. I FT-1787 nævnes en Lydia Rebekka Lund som husholderske på Nørager. Hun er 35 år, dvs. født ca. 1752, og er dermed ca. 30 år yngre end Jørgen Lund, så hun er vel rimeligvis hans halvsøster. Lydia Rebekka Lund bliver 1789 gift med skytten på Nørager, Lars Nielsen. Lars Nielsen er 1801 enkemand og har sønnen Ferdinand Anthon Larsen, 12 år. Lydia Rebekka kan muligvis være datter af degn og skoleholder i Tystrup, Ferdinand Anthon Lund (ca. 1715-1789).

108-109. Jonas Nielsen. Født 1717 i Kvarmløse, Merløse hrd. (døbt 23pT 1717, Soderup, søn af husmand Niels Jonsen Drost og Birthe Poulsdatter). Han døde d. 11/8 1794 i Marup (begravet d. 15/8). Han blev før 1747 gift med Maria Nielsdatter, født ca. 1720/22. Ved FT-1801 var hun 81 år gl., og havde ophold hos sønnen i Marup, Tølløse sogn. Hun døde d. 10/2 1807 i Marup, og blev begravet d. 18/2 i Tølløse.
Jonas Nielsen var gårdfæster under Åstrup i Marup, Tølløse sogn, Merløse hrd., Holbæk amt. Han nævnes som 23 år gl. i skiftet efter moderen, 1741, som 56 år gl. i 1771 og som 76 år ved FT-1787.
Åstrup Gods Lægruller: 1735 “Niels Drost Søn Jonas 14 år Tiener Jep Ollesen i Bucherup”. 1737 – 38 – 39 – 40 tjener han i Marup. 1741 – 42 – 43 Arild Nielsen i Qvamløse og 1744 Søren Christensen i Qvamløse.
1748 – 54 er han gårdmand i Qvamløse og fra 1756 gårdmand i Marup. Jonas overtager gården efter Ole Sørensen og overgiver den til sønnen Jens ca. 1791.
Dette anepar er også aner til fhv. koncerndirektør i Adidas Kasper Rørsted.

110-111. Jens Pedersen (Snested). Født ca. 1731 og han døde 1796 (skifte d. 8/12 1796 og 7/3 1797). Han blev 2. gang d. 18/1 1772 i Store Taastrup sogn gift med Johanne Jensdatter, der blev født 1752 i Store Tåstrup sogn (døbt 16. søndag efter trinitatis som datter af Jens Nielsen, formentlig gårdmand i Store Tåstrup og hustru Ingeborg Larsdatter). Hun døde d. 21/1 1823 (skifte d. 31/12 1824). Ved skiftet af 31/12 1824 var hendes søn, møller i Vintre Mølle, Sonnerup sogn, Peder Jensen, nævnt som arving tillige med Jens Jonasen, gårdmand i Marup på sin hustrus vegne. Jens Pedersen var fæster af Fristrup Mølle i Kvarmløse, Soderup sogn, Merløse hrd., Holbæk amt, og han var gift 1. gang med Karen Jørgensdatter, død 1771 (skifte d. 28. Sep/2. Oct 1771). I første ægteskab var der 2 børn: Claus Jensen, født ca. 1768, og Peder Benjaminsen Jensen, født 1771 (død før 1787). I 2. ægteskab var der følgende børn (nævnt i skiftet samt i FT-1787): Maren, født 1772, Karen, født 1774, Jens Jensen, født 1777 (gårdmand i Stenmagle sogn), Peder Jensen, født 1780 (senere møller i nederste Vintre Mølle), Anne Kirstine, født 1783, Hans Jørgen, født 1786 (gift med Johanne Marie Hansen fra Smidstrup), møller i Hule mølle i Allerslev sogn, Voldborg hrd., Regine døbt d. 6/10 1793, død d. 12/1 1796.

4 x Tipoldeforældre
128-129. Laurids Jensen Bjørn, født 1607 i Sæby (søn af Jens Axelsen Bjørn og Anne Lauridsdatter). Død 1684 i Jerslev. Sognepræst. Han var 1. gang gift med Elsebet Jacobsdatter Holm, født 1591 i Ålborg. Død 1665 i Jerslev. Han blev 2. gang gift med Anna Pedersdatter Hemmet, født 1642 i Albæk. Død d. 2/4 1716 i Jerslev.
Hendes aner:
https://www.blumensaadt-ingemand.dk/TNG/verticalchart.php?personID=I83268&tree=DK20522b&generations=

204-205. Laurids Madsen, vel født sidst i 1600-tallet. Død før d. 26/5 1772 (muligvis den Lars Madsen fra Gadsbølle, der blev begravet d. 10/2 1772, 79 år gl.). Fra Gadsbølle i Vissenbjerg sogn. Han var gift med Maren Rasmusdatter, der vist var fra Thorøhuse i Kjærum Sogn (se Hauch-Fausbølls kirkebogsuddrag). Hun var død før 1766.
https://www.ronlev.dk/bibliotek/1501.pdf

206-207. Thomas Michelsen, født omkring 1700. Bosat i Nr. Stenderup ved Kolding. Han var gift med Mette.

Litteratur:
Genealogiske og Personalhistoriske Meddelelser. https://slaegtsbibliotek.dk/927492.pdf