Den haugianske bevægelse i Drammens danske mand
”En begavet, mand og varm kristen”. Sådan betegnes købmand Mads Møller i Drammen (Bragernes), som var den ældste ven og tilhænger i Drammen af den kendte norske lægprædikant Hans Nielsen Hauge (1771-1824).
”I hans Hus holdt Hauge sin første Opbyggelse; her blev et Samlingspunkt og Midtpunkt for Haugianerne indtil hans Død 1821.” hedder det endvidere.1
Hvem var denne ”begavede mand”, som således tidligt kom til at spille en vigtig lokal rolle i nogle af Hans Nielsen Hauges aktiviteter?
Mads Thulesen Møller var hans fulde navn, men kilderne til hans liv og især hans ungdom er sparsomme. Han var faktisk dansk af fødsel, og kom til verden i starten af 1762 i byen Nykøbing Sjælland og blev døbt d. 26. februar. Hans forældre var møller, brygger og brændevinsbrænder i Nykøbing Sjælland, Thule Michelsen, og hans 1. hustru Sophie Larsdatter. Thule stammede fra Sjællands Odde, men Sophie var født i Nykøbing og havde en stor familie der med 4 søskende i byen.
Mads Møller voksede op som nr. 3 i en søskendeflok på mindst 6, hvoraf én bror døde som lille. Han havde 2 ældre brødre og en lillesøster og en lillebror. De 5 børn, der blev voksne, nævnes i skiftet efter faderen i 1793, og her nævnes Mads som boende i Bragernes. De brugte alle 5 efternavnet Møller fordi faderen var møller, og de fik alle vidt forskellige skæbner.
Den ældste bror, Michel Thulesen Møller (født 1758), blev prokurator, først i Nykøbing siden hen i København. Han blev gift med Helene Sophie Rose, datter af en skoleholder og de havde 4 børn. Michel Møller betegnes 1801 som syg og indlagt. Han døde i 1802 i København.
Den næstældste bror hed Johannes Thulesøn Møller (født 1760), og blev tømrersvend i København, men døde før 1801. Han havde flere børn med hustruen Marie Andersdatter, hvoraf nogle døde som små, men sønnen Thule blev voksen og blev skomagersvend i København og fik mange efterkommere.
Søsteren Anne Louise Møller (født 1766) blev i København gift med en ældre skoleholder ved navn Lorentz Malmberg. De var 1801 bosat i Horsens og havde 4 børn, hvoraf 3 – 2 døtre og en søn blev voksne. Denne familie synes have levet under små kår, og Anne Louise levede som enke af at reparere handsker.
Den yngste bror Peter Juul (Thulesen) Møller (født 1769) blev i Nykøbing Sjælland. Det ser ud som om han har overtaget faderens forretning, idet han nævnes som både møller og brændevinsbrænder. Han blev gift med sin kusine (morbrors datter) Kirsten Marie Christiansdatter (født 1770 som datter af borger i Nykøbing Sjælland Christian Larsen og hustru Ingeborg Mogensdatter). Også Peter døde tidligt, i 1801, og enken giftede sig med Niels Thomsen fra Grevinge, der også overtog forretningen. Peter fik 2 børn, en søn som blev voksen, og en datter, der døde tidligt. Sønnen fik en stor efterslægt.
Det er uklart hvornår Mads Thulesen Møller præcist kom til Norge og nedsatte sig som købmand i Bragernes (nu Drammen), men det har været før 1788, hvor han får sit første barn døbt. Det vides ikke om han har stået i handelslære hjemme i Nykøbing eller tidligt har fået muligheden for at kom ud i verden. Nykøbing Sjælland havde en god naturlig havn , og har haft handelsforbindelser til Norge2, så det er muligt at det er på den måde Mads Møller er kommet til Bragernes. Med årene fik han skabt sig en ganske udmærket forretning. Mads Møller var rimelig aktiv i køb og salg af ejendomme. I nogle år var han ejer af en del af gården Helgerud, som han i 1810 havde købt ved tvangsauktion for 4401 dlr. Af hensyn til eventuelle odelskrav fordrede han straks ”synfaring” og takst. Mads Møller byggede sandsynligvis ny hovedbygning; det nævnes i hvert fald at husene var forbedret og dels nye i skødet som Mads Møller udstedte i 1816 for 15.000 rigsbankdaler navneværdi til Ola Olsen.
Mads Møller nævnes også som ejer af en ejendom kaldet ”Kikut bnr. 6”, som han erhvervede 1808 for 600 dlr. Hans enke videresolgte denne ejendom i 1822. Endvidere købte han 1799 en del af ejendommen ”Bloch-Berskog” for 3049 dlr., og solgte 7 ½ lp. for 2150 dlr. I 1809 blev han af juridiske årsager nødt til at udstede skøde for 3400 dlr. til den tidligere ejers svigersøn, Mads Grønhof Samsing. Endelig købte han i 1818 ejendommen Østre Kjelstad af Tolle Stybe for 2000 spd. Hans enke solgte den 1831 for samme beløb til svigersønnen købmand Hans Nielsen. Da han gik konkurs overgik ejendommen 1834 til købmand Tollef O. Bache, der var en ven af familien. Tollef Bache, der tillige en overgang var lensmand, var sammen med købmand Hovel Helseth forlovere ved 3 af døtrenes bryllupper.
I 1798 var den norske lægprædikant Hans Nielsen Hauge i Drammen og som tidligere nævnt han holdt til hos Mads Møller. Da Hauge i 1801 med et konsortium af gode støtter, bl.a. ovennævnte Bache og Helseth, kastede sig ud i et projekt om en papirmølle var Mads Møller dog til Hauges ærgrelse forbeholden. Dette skulle Hauge have udtrykt således ”at Møller skulde indsee med sin Fornuft og forhindre at begynde Arbeide paa Møllen, formedelst Urolighed af de Onde”.3
Papirmøllen blev dog oprettet og blev også en givtig forretning.
Mads Thulesen Møller er også forfatteren til et brev dateret d. 20/7 1799 til den danske selvejergårdmand Hans Krog i Uldum sogn. Brevet blev fremlagt i en retssag mod Hans Krog og 3 andre mænd, der var en del af den pietistiske vækkelse i Jylland (de stærke jyder), hvor bl.a. et par af de ledende skikkelser var Peder Frandsen og Peder Laursen Fredensbjerg4. Folkene i Uldum har sandsynligvis rettet henvendelse til Norge for at få støtte, idet Peder Frandsen syntes at have kontakt til Haugianerne i Drammen5, og så har Mads Møller svaret med brevet – formentlig fordi han selv var dansk.
Mads Møller blev gift med norske Karen Pedersdatter Dahl, født ca. 1752. Hun døde d. 21/5 1836 på Kjelstad, Lier sogn (begr. d. 28/5 i Frogner). De fik sammen 6 børn, 4 døtre som blev voksne og gift, og 2 sønner, hvor den ene døde som lille og den anden som 15-årig. Familien havde 1801 en gårdskarl og 3 tjenestepiger.
Mads Thulesen Møller døde d. 2/7 1821 i Bragernes af ”Apoplexi” (begr. d. 7/7). Ved sin død betegnes han desuden som ”Borger Repræsentant”.6
Via sine døtre fik Mads Møller efterslægt i Norge, og i senere generationer er der også nogle, der er kommet til Danmark. Omfanget af efterslægten er ikke undersøgt til fulde endnu, og den er endnu ikke fuldt op til nutiden – et projekt til fremtidige ledige stunder.
Af hans søskende er det kun de to brødre, Johannes og Peter, der synes at have efterkommere i nutiden. Blandt broderen Peter Juul Møllers efterkommere findes bl.a. skolemanden, vise- og drengebogsforfatteren Holger Buchhave, journalist og forfatter Chr. Kirchhoff-Larsen, samt professor i teatervidenskab, Kela Kvam.
Tager man så moderens slægt med, er der en kæmpe stor efterslægt efter hendes søskende, der tæller bl.a. følgende kendte danskere: Minister K. K. Steincke, forfatter Hans Hartvig Seedorff, TV-vært og forfatter Ole ”Bogart” Michelsen, kunstmaler Børge Bokkenheuser, forfatter Georg Ursin, politiker Pernille Skipper, tegneserieskaber Torben Osted, og solodanser Mette Hønningen.
1https://www.borgerskolen.no/lokalhistorielocal-history/bevegelser-og-fenomener/saernorske-bevegelser/haugianerbevegelsen/h-g-heggtveit-om-haugianerbevegelsen/haugianske-personligheter/kjente-haugianere/ostenfjelds/buskerud/mads-moller-paa-bragernaes/mads-moller-presentert-av-h-g-heggtveit/
2https://da.wikipedia.org/wiki/Nyk%C3%B8bing_Sj%C3%A6lland
3https://www.borgerskolen.no/lokalhistorielocal-history/bevegelser-og-fenomener/saernorske-bevegelser/haugianerbevegelsen/hans-nielsen-hauge/hans-nielsen-hauges-reiser-og-viktigste-hendelser/nye-industrianlegg-pa-initiativ-av-hans-nielsen-hauge/eker-papirmolle/papirfabrikken-pa-eiker-presentert-av-dagfinn-breistein/
4Kirkehistoriske Samlinger, Tredie Række, Tredie Bind
5https://biografiskleksikon.lex.dk/Peder_Frandsen
6www.digitalarkivet.no, samt www.arkivverket.no