Søs Fenger og Kaya Brüel

Hvem er i slægt med Hvem?
August måneds ”Hvem er i slægt med Hvem?” er igen en slags udløber af tidligere indlæg. SLÆGTSMAGASINET nævnte ganske kort sangerinden Søs Fenger (f. 1961) i indlægget ”Krøller på halen – part 1” idet hun delte aner i slægten ”von Pultz” med sangeren Peter Belli og skuespilleren Klaus Pagh m.fl.

Nu har SLÆGTSMAGASINET kigget lidt mere på Søs Fengers spændende aner, og fundet nogle andre interessante slægtsforbindelser.
Den første og mest overraskende slægtsforbindelse er til en anden kendt sangerinde, nemlig Kaya Brüel (f. 1972). Deres fælles ophav er bager i Viborg Peder Ditmar Stilling (ca. 1740-1817) og hustru Ane Marie Hasle (ca. 1740-1798). Dette par har de to sanglærker også tilfælles med forfatteren Henrik Pontoppidan (se i øvrigt her), hvis anetavle findes i Carl Langholz værk, samt forfatteren Sven Holm.
Via søskende til Ane Marie Hasle har Søs Fenger anefællesskab med f.eks. skuespiller Mogens Wieth (1919-1962), skuespiller Karl Mantzius (1819-1879), entertainer Lotte Heise (f. 1959), journalist og tv-vært Birgit Meister, o.fl.a. Se også her.
Søs Fenger og Kaya Brüels fælles slægtsforbindelse er selvfølgelig ikke enestående i branchen. F.eks. har Søs Fengers eksmand, musikeren Thomas Helmig, som bekendt fælles aner med en anden kendt musiker, Lukas Graham, idet begges mødre tilhører slægten Forchhammer. Thomas Helmig er tipoldebarn og Lukas Graham er tiptipoldebarn af rektor på Herlufsholm, Johannes Forchhammer (1827-1909) og hustru Abigael Marie Bing Ebbesen (1840-1888).

Fenger-forbindelsen
Via Fenger-slægtens stamfader i Danmark, den fra Lübeck indvandrede grosserer og sæbefabrikant Peter Fenger (1719-1774) og hustru Else Brock (1737-1811) har Søs Fenger anefællesskab med skuespilleren Ludvig Brandstrup (1892-1949). Brandstrups farmor, Johanne Christine Fenger (1820-), var datter af proprietær Frederik Fenger (1774-1857), der var søn af ovenstående. Søs Fenger stammer fra Frederiks bror, Rasmus Fenger (1761-1825). Fra Frederik og Rasmus Fengers søster, Magdalene Margrethe Fenger (1770-1818), gift med kaptajn Mouritz With, stammer skuespilleren Therese Glahn. Hendes tipoldemor, Christiane Louise With (1830-1919) var datter af parrets søn Jesper Peter With (1791-1854).

Holten-forbindelserne
Dele af slægten Fenger findes omtalt i slægtsbøgerne ”Hofsnedkermester Johann von Holtens efterkommere”, udgivet af Slægtssamfundet Holten, 1937, og ”Grosserer Niels Brock’s og Hustru Lene Brock, f. Bredal’s slægt”, København, 1891.
Med hjælp af den første kan man finde slægtsforbindelse til blandt andre dirigent og komponist Bo Holten (f. 1948), kunstmaler Harald Giersing (1881-1927), forfatter Sonja Hauberg (1918-1947), ingeniør og erhvervsmand Haldor Topsøe (1913-2013), og rigsbibliotekar Morten Laursen-Vig (1930-2022), samt komiker og entertainer Henning Schram (1914-1980).

Brock-forbindelserne
Ved hjælp af legatstamtavlen for grosserer Niels Brock, samt en slægtsbog for slægten Carøe, har det været muligt at påvise en slægtsforbindelse mellem Søs Fenger og sangeren og entertaineren Michael Carøe (f. 1960). De stammer begge fra handelsmand i Randers, Rasmus Brock (1695-1752) i hans 2 ægteskaber. Michael Carøe stammer fra datteren Frederikke Brock af 1. ægteskab og Søs Fenger stammer fra datteren Else Brock af 2. ægteskab.
I øvrigt stammer Michael Carøe fra slægterne Gøtzsche/Plesner, og har der igennem slægtskab med biskop Carl Viggo Gøtzsche (1833-1901 – se om ham her).
Det kan tilføjes at også tidligere Forsvarschef, Christian Hvidt (f. 1942) stammer fra Rasmus Brock i hans 1. ægteskab, via slægterne Kirketerp, Hagen og Faye.

Fabricius-forbindelsen
Søs Fengers mormors mor var af en gammel Fabricius-slægt (Danske Slægter Fabricius VII-XI – https://slaegtsbibliotek.dk/927424.pdf). Blandt hendes Fabricius-aner (oldemors oldefar) er proprietæren på Bramminggård, Vilhelm Fabricius (1777-1824) og hustru Ingeborg Margrethe Øllgaard (1774-1853). Dette par er også aner til skuespiller Lars Brygmann og broderen, skuespiller og musiker Martin Brygmann, (se deres anetavle her). Parret er også aner til den tidligere slotsfrue på Valdemar Slot, Hanne Sophy Bertha Augusta “Molise” Iuel-Brockdorff, f. Ahlefeldt-Laurvig (f. 1950).

Teilmann-forbindelserne
Der skal her også være plads til en lille ”krølle på halen”. Fra denne Fabricius-slægt kan der også trækkes en slægtslinje til Thøger de Teilmann (1775-1827) på Endrupholm. Thøgers slægt ”de Teilmann” er den adlede sidelinje til samme Teilmann-slægt, som skuespiller Mille Lehfeldt og radiovært Iben Maria Zeuthen, samt flere andre stammer fra – se oversigten her (og se her om slægten Teilmann).

Ursin-forbindelserne
Den ovennævnte slægtsforbindelse til Kaya Brüel via Stilling-slægten, går via Søs Fengers farmors Krag-slægt. En anden slægt som Søs kan forbindes med via slægterne Krag og Larsen er den gamle præsteslægt Ursin.
Søs Fengers tip-2 oldemor Jacobine Ursin (1772-1819) gift 1. gang med Georg Jacob Krüger, og 2. gang med Lars Larsen, blev i sit 1. ægteskab mor til astronomen Georg Frederik Ursin (1797-1849). Pga. at Jacobine Ursins forældre, Svend Martin Ursin (1728-1810) og Frederikke Marie Ursin (1741-1816) var fætter og kusine, stammer Søs Fenger fra de to brødre Axel Nielsen Ursin (1687-1770), sognepræst i Kyndby, og Jacob Nielsen Ursin (1692-1763), sognedegn i Gauerslund. Fra Svend Martin Ursin og hustru stammer også Forsvarschef Hans Jørgen Garde (1939-1996).
De to brødres søster, Mette Dorthea Ursin (1692-1727), blev gift med sognedegn i Stege, Gregers Schierning. Fra dette pars sønnesøn af samme navn, købmand i Nykøbing Falster, Gregers Schierning (f. 1774…) stammer kunsthåndværker og designer Axel Salto via slægten Bruun, politikeren Jørgen Estrup (f. 1942) via slægten Grundtvig, og via slægten Ramsing stammer politikeren Marie Krarup (f. 1965) og sognepræst Katrine Winkel Holm (f. 1970) på samme måde fra Ursin-slægten. Går man et par generationer tilbage til Jens Axelsen Ursin/Bjørn (død 1629) er der slægtsforbindelse til krimiforfatteren Georg Ursin (1934-2013), journalist og manuskriptforfatter Bob Ramsing (1923-1998), sangerinden Oh Land, og til skuespillerbrødrene Oluf, Aage og Johannes Fønss.
Apropos slægten Grundtvig, så stammer – udover den kendte N.F.S Grundtvig (1783-1872) – også forfatteren Aage Dons og politikeren Henrik Thorup fra slægten (se her).

Ewald og Prætorius-forbindelserne
Langt tilbage i Søs Fengers slægt, via Fenger og Meinert stammer hun fra slægterne Prætorius og Ewald. Netop disse to slægter er også at finde blandt forfatteren Johannes Ewalds aner. Hans anetavle findes i Carl Langholz bog “Anetavler for berømte danskere”. De fælles Prætorius aner er Ewalds oldeforældre Johannes Prætorius (III) (1644-1703) og Dorothea Apollonia Oporinus (1644-1724). Dette par er i øvrigt også aner til skuespilleren Klaus Pagh. De fælles Ewald-aner er ligeledes oldeforældre til Johannes Ewald, nemlig Enevold Lauritsen  (1605-1660) og hans 2. hustru Catharina Prætorius (1615-1701).

Litteratur:

  • Grosserer Niels Brocks og Hustru Lene Brock, f. Bredals Slægt, af Peter Jakob Schmidt, København 1891.
  • Hofsnedkermester Johann von Holtens efterkommere”, udgivet af Slægtssamfundet Holten, 1937.
  • Danske Slægter Fabricius VII-XI + XII. Ved F. B. Fabricius og L. P. Fabricius. København 1966.
  • Etatsraad, Borgmester Nicolai Christian Carøe og hans Slægt. Kristian Carøe, København 1905.
  • Genealogier over adelige og borgerlige Familier (Plesner).
  • Stamtavle over Familien Götzsche. M. Götzsche og Paul Götzsche, Fredericia 1925.
  • Carl Langholz: Anetavler for berømte danskere. 1. samling. Digtere og forfattere. Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1989 (Henrik Pontoppidan, Aage Dons, Johannes Ewald)